EKSKLUSIVT NYTÅRS  YinYoga Retreat med silence, Spa & Wellness

torsdag 16. – søndag 19. januar 2025

KOM HELT NED I GEAR

Jeg har været med på retreat hos YOGA by SANNA før. Det er en perfekt kombination af godt selskab og skønne omgivelser. 4 dages fokus på mig og min krop. Du kan sagtens tage afsted alene.

Sanna er en meget dygtig underviser. Hun er god til at læse rummet og den enkelte deltager. Hun er omsorgsfuld og rolig. Hun har skabt et fortroligt rum med plads til alle. Hun giver gode og klare instruktioner af den enkelte øvelser.

Jeg føler mig i bedre balance – afslappet og har lyst til at fortsætte, her efter 4 dage.

Jeg vil gerne afsted igen, fordi det virker for mig og det er super hyggeligt og fordi jeg kan mærke virkningen i kroppen i flere uger. Det passer godt med 4 dage, så det ikke føles forjaget hvis man både skal gå tur, i spa, lave yoga og meditere. 

Anne Lund

Dette er anbefalelsesværdigt hvis du har mod på at gå ned i gear og mærke dig selv. Få renset ud i behagelige omgivelser.

Sanna underviser meget behageligt, afslappet og respektfuldt. Der er styr på tingene – så jeg kan “slippe og slappe :-)”.

Jeg oplever GLÆDE efter flere gange yoga, mindfullness og meditationer. Mod på at give mig i kast med ting som før kunne virke overvældende – lidt mere ro og “pyt” i systemet.

Jeg vil gerne afsted med YOGA by SANNA igen. Det er godt at have en fast ramme og kyndig vejledning. Længden har været perfekt (4 dage, red.) – og programmet er godt strikket sammen så “silenceperiode” nemt kan forlænges hvis man har lyst til det.

Trine Ravn

NYTÅRS YINYOGA RETREAT MED PULSERINGER, SILENCE, SPA & WELLNESS

Giv dig selv muligheden for at komme helt ned i gear og reflektere og beslutte hvilken retning år 2025 skal tage for dig. 

Du inviteres ind i fantastiske ramme og omgivelser med muligheden for at komme helt, helt ned i gear, at lade op, slappe af, reflektere, nyde stilheden og måske læse en god bog medens den indre ro indfinder sig. En ro der går langt, langt dybere ind end din almindelige yogapraksis i hverdagen. DEN ULTIMATIVE FORKÆLELSE.

 

SILENCE
Hen over 4 dage kan du forkæle dig selv med masser af yinyoga, mindfulness og meditationer samt 20-30 timers Silence. Stilhed hvor vi går 100% offline, ikke taler, hverken med hinanden eller med andre. Du opdager måske, at du finder svar på nogle af de spørgsmål og overvejelser du eventuelt går og tumler med. Det er i stilheden du finder svarene. Svar der kommer indefra. Du hører dem fordi du giver dig til at være stille – og lytte.

 

I hverdagen kører vi ofte på autopilot, gør hvad der forventes af os, uden rigtigt at give os tid til at mærke om det egentlig føles rigtigt. I denne forlængede weekend er der tid, tid og mere tid. Det kan være her du mærker hvad år 2025 skal bibringe dig.

 

MASSER AF YIN YOGA, MINDFULLNESS, MEDITATION, SPA & WELLNESS

Yin Yoga – en stille revolution
Du kan du give dig helt hen og nyde de rolige, frigørende og udrensende Yin Yoga stillinger som foregår siddende eller liggende. Lange dybe stræk hvor vi kommer ned i gear og ruster os til det der kommer. Lange dybe stræk som strækker bindevæv, muskler og styrker knoglerne. Når vi er i stillingerne i lang tid, 2-5 minutter, bliver bindevævet stærkere og mere væskefyldt. Samtidig giver kroppen langsomt efter. Nervesystemet modtager impulser om at det her er ok og du kan derfor komme endnu dybere ind i et stræk. Der bliver skabt plads i kroppen til fornyet energi. Der løsnes op for små og store spændinger.

Samtidig øver vi os i at blive bekvemme med det ubekvemme. At VÆRE med os selv i lang tid, at MÆRKE os selv og kroppen. Noget de fleste af os slet, slet ikke er vant til. Du bliver et mere rummeligt menneske, både over for dig selv men også over for dine omgivelser. ALLE KAN DELTAGE.

 

YIN PULSERINGER

De klassiske Yin stillinger bliver krydret med Yin Pulseringer som er små sanselige og rytmiske blide bevægelser, der øger cirkulationen gennem kroppens væv og reducere træthed og spændinger i kroppen. Yin Pulseringerne fungerer som en ’chi-pumpe’, der ilter blodet, nærer og hydrerer vævene og smører leddene. 

Yin pulseringerne fungerer super godt kombineret med de længereholdte Yin-stræk. Både i Yin Yoga og Yin Pulseringer arbejder vi med tyngdekraften som vores ven for bedre at mestre kunsten at slappe af og afspænde kroppen. Pulseringerne hjælper dig til at kunne mærke endnu dybere ind i krop og sind.

DEN RØDE TRÅD – AT MÆRKE SIG SELV
Fredag formiddag får du mulighed for at blive klogere på hvem du er og ikke mindst hvordan du bliver mere bevidst i dagligdagen. Bevidst om hvordan din krop og sind har det og hvordan du kan blive bedre til at vælge mellem at sige ja og nej, at sige ja og nej til både store og små ting i dit liv. Du lærer at meditere, en praksis der kan være guld værd i en travl hverdag. Du lærer hvordan du kan forkæle dig selv med små pauser i hverdagen. Pauser der hjælper dig til at have et liv i en sund balance.

 

Spa & Wellness ad libitum

Oveni dette kan du toppe din ”egentid” med masser af velvære i hotellets Spa & Wellness med et 2700 m2 stort unikt stilleområde fyldt med wellnessfaciliteter. Faciliteter som store bassiner, boblebade, kolde bade, dampbad og forskellige saunaer samt det helt fantastiske udendørs spaområde med udsigt til Kattegat og stjernehimmel på en klar aften. Skal du have endnu flere forkælelser kan du booke tid hos det professionelle og uddannede personale på klinikken Viwell på hotellet, hvor du har mulighed for at få en omgang lækker massage, få frisket huden op med en ”Body Scrub” eller ”Minifacial” eller få ordnet fødder og negle så de stråler igen. Der er mange flere muligheder. Book gerne i god tid hjemme fra.

I omgivelserne omkring hotellet vil du på den ene side, for enden af vejen (200 m), komme til stranden. Der er her vi går ned og vinterbader tidligt morgen, hvis du har lyst til det. På den anden side af hotellet, få hundrede meter væk finder du den dejlige, stille skov med store gamle træer. Sæby med de skønneste gamle huse, det brostensbelagte torv med gågaderne er ikke mere end en gåtur på 1,5 km. væk. En tur der også kan tages langs stranden. Stranden ender hvor den hyggelige lystbådehavn starter. På havnen, som i midtbyen er der nogle skønne butikker med mulighed for at gøre et godt køb.

Maden vi nyder på opholdet er overvejende vegetarisk. Er du allergiker, giv venligst besked til hotellet god tid i forvejen.

PROGRAM

PROGRAM, som er tilrettelagt så du får masser af yoga, mindfullness og meditation, men også masser af reflektions- og  egentid (ændringer kan forekomme):

TORSDAG 16. JANUAR 2025

Kl. 14.00 – 18.00
Indtjekning på Hotel Viking Aqua Spa & Wellness – egentid.

Kl. 18.00 – 19.00
Velkomst og præsentation, vi hilser på hinanden.
Vi mødes i yogalokalet.

Kl. 19.00 – 20.30
Middag

Kl. 20.30
Guidet meditation

Kl. 21.00
Urtete og øko kaffe, frugt – egentid og godnat

FREDAG 17. JANUAR 2025

Kl. 7.00
Yin Yoga

Kl. 8.35
Vinterbadning på stranden (for dem der har lyst)

Kl. 9.15 – 10.30
Morgenbuffet

Kl. 10.30
DEN RØDE TRÅD – Bliv mere bevidst i hverdagen. Reflektionstid opstartes.

Kl. 12.00  STILLEPERIODE STARTER – egen reflektionstid

Kl. 12. 30
Egentid / Frokost – kan medbringes på værelset

Eftermiddag
Adgang til urtete, øko kaffe, frugt i stilhed

Kl. 17.00 – 19.00
Yin Yoga i stilhed

Kl. 19.00 
Middag i stilhed – kan spises i Lounge, på værelse eller …

Kl. 20.00
Øko kaffe, urtete, frugt i stilhed – egentid og godnat

LØRDAG 18. JANUAR 2025

Kl. 7.00
Yin Yoga

Kl. 8.35
Vinterbadning i stilhed

Kl. 9.00
Stilhed ophører eller kan fortsættes frem til kl. 19.00.

Kl. 9.00 – 10.00
Morgenmad – herefter ”egentid”. Du kan evt. fortsætte stilheden, nyde hotellets faciliteter, naturen eller Sæby

Kl. 14.00 – 16.00
Adgang til kaffe/te og frugt

Kl. 17.00 – 18.30
Yin Yoga

Kl. 19.00
Festmiddag og hygge

SØNDAG 19. JANUAR 2025

Kl. 7.00-9.00
Yin Yoga

Kl. 9.00 – 10.30
Morgenbuffet og udtjekning

Kl. 10.30 – 11.30
Meditation, afrunding og afsked

 

Omkring 2 uger før opholdet modtager du info og praktiske oplysninger fra din underviser Sanna.

 

SAMKØRSEL

Der er tilknyttet en Facebookgruppe til arrangementet. Du får tilsendt link sammen med din infomail. I gruppen kan deltagerne frit aftale samkørsel til/fra hotellet.

 

DIN UNDERVISER

Programlægger og underviser hedder Sanna Carlsen, årgang 1968 og certificeret I Hatha Yoga, Yin Yoga samt Yin Pulseringer.

Hun er indehaver af yogastudiet YOGA by SANNA i Frederikshavn. Hun har stor erfaring med undervisning på Yoga Retreats, og har haft flere hunderede deltagere med.

Derudover har hun i flere år undervist stress-, angst- og depressionsramte, hvor yoga, mindfullnes og meditation er en stor del af de værktøjer der bruges. Deltagerne hjælpes til at blive mere bevidste og nærværende i hverdagen.

Hun har selv mediteret dagligt og dyrket yoga i flere år og det kom rigtigt ind under huden i et flerårigt sygdomsforløb med stress, hvor mange erkendelser og en stor omlægning af sit liv var resultatet af det.

Sanna vil med den skønneste stemmeføring og sit positive sind føre dig gennem den forlængede weekend.

”Som underviser glæder jeg mig utroligt til at byde dig velkommen til max. forkælelse på dette vidunderlige retreat, hvor jeg vil gøre ALT for at du kommer hjem med en oplevelse for livet og ikke mindst dyb, dyb ro i krop og sind. – Kærlig hilsen Sanna”

Har du spørgsmål til opholdet kan Sanna kontaktes via sanna@yogabysanna.dk eller på tlf. 25 56 49 14. 

HVEM KAN DELTAGE?

Alle +16 år, som kan deltage i en normal yogatime. 

 

 

PRIS PR. PERSON I DELT STANDARD DOBBELTVÆRELSE

KR. 5.595,-

Enkeltværelsestillæg kr. 900,-

 

PRISEN INKLUDERER:

  • 3 x overnatning i delt standard dobbeltværelse
  • Alle måltider* fra torsdag til søndag morgen, dog ikke frokost lørdag, hvor du har mulighed for at kigge lidt nærmere på havnen, byen eller nyde spa og wellnessområdet
  • Adgang til spa og wellnessområdet på hotellet.
  • Fri kaffe, te, frugt
  • Yoga, meditationer og mindfullness, workshop

*Alle måltider er overvejende vegetariske, så vidt muligt tilberedt af lokale råvarer

 

 

DIT OPHOLD BOOKES DIREKTE HOS HOTEL VIKING – FØLG NEDENSTÅENDE LINK

Anmeldelser fra tidligereYoga Retreats med YOGA by SANNA på Hotel Viking: