VINTERBADNING
– OG HVAD DET GØR VED KROPPEN

MARTS 2021
Hvorfor er vinterbadning blevet så populært?
Når du vinterbader motionerer du blodkarrene.
Flere og flere søger til vandet for at få det kolde gys. Det er forståeligt. Når du først har prøvet det et par gange har man lyst til at fortsætte.
Jeg er selv vinterbader. Bader 2 gange om ugen hele året rundt. Nogen gange mere. Jeg nyder den beroligende effekt det har på min krop. Jeg nyder også det gode selskab af en god veninde. Vi bader aldrig alene. Vi drikker varm te på stranden og godt pakkede ind i flere lag tøj og et tæppe, når det er koldest.
Nogen gange sidder vi blot stille og ER. Andre gange vender vi livet. Vi bader oftest tidligt morgen. I den koldeste tid er der helt mørkt og senere på året oplever vi den ene skønne solopgang efter den anden. Vi er også afsted om aftenen når der er klar himmel og fuldmåne. Det er SMUKT.
HVAD SKER DER I KROPPEN
Når man bader i det kolde vand, bliver der frigivet en række signalstoffer i hjernen, og man kan ligefrem blive ”høj” af endorfiner. Et kort øjeblik føles kroppen kold, for straks du kommer op af vandet føle varmen igen. Det er når blodet vender tilbage til arme og fødder.
Studier peger på, at vinterbadning bekæmper inflammation i kroppen, og er med til at forbedre evnen til at overkomme andre belastninger, både fysisk og psykisk.
STYRKET IMMUNFORSVAR
40 procent færre halsinfektioner viser et studie. Undersøgelser viser desuden, at vinterbadere har færre sygedage, og at de føler sig sundere.
Det kolde vand aktiverer dit immunsystem, og adrenalinniveauet stiger. Det er med til at bekæmpe infektioner.
GODT FOR BLODKARRENE
Når din krop bliver udsat for et kuldechok, trækker blodkarrene i fingre, fødder, arme og ben sig sammen, så blodet strømmer til de indre organer. Når du kommer op af vandet, så åbner blodkarrene sig igen, og du får en varm fornemmelse i kroppen. Man kan sige, at vinterbadning er motion for blodkarrene.
Som vinterbader opdager du nok også, at du bliver bedre til at holde varmen. Du vænner dig til kulden, og derfor fryser vinterbadere ikke så meget, når de er ude i det kolde vejr.
VINTERBADNING & SAUNA
At dyppe dig i det kolde vand og gå en tur i sauna bagefter er balsam for kroppen. At gøre det 2-3 gange er FANTASTISK. Der er rigtig mange vinterbadeklubber med sauna du kan benytte.
Læs meget mere om vinterbadning og find en oversigt over vinterbadeklubber her www.respektforvand.dk
Kærligst Sanna